Kronik: Dan Lynge – en sag for ministeren

aug 23, 2010 1 Comment by

Politiken | 18.08.2006 | 2. sektion | Side 9 | 2080 ord | artikel-id: e070b0d1
Dan Lynge-kommissionens rapport er i trykken. Men to af de journalister, der afdækkede politiets årelange samarbejde med rockeren og fik Cavling-prisen for det, er bekymrede: Kommissionen har haft svært ved at løfte blikket – til Justitsministeriets top.
Af Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen

I novembermåned 1991 fik Danmarks rigspolitichef, Ivar Boye, et noget overraskende besøg på sit kontor. Gæsten var en vicekriminalkommissær fra Rigspolitiets Rejsehold, som afleverede en flere sider lang skrivelse, der rystede rigspolitichefen så meget, at han låste den inde i sit pengeskab. »Det skulle ikke ligge og flyde«, har Ivar Boye senere forklaret. I skriftet stod blandt andet, at rockergruppen Hells Angels havde haft planer om at sprænge rigspolitichefens tidligere kollega og gamle studiekammerat, daværende dommer i Østre Landsret Bent Otken i luften!
Men der stod også, at politiet havde indledt et samarbejde med rockeren bag mordplanen.
I dag ved vi, at brevet til rigspolitichefen var den første orientering til politiets top om dét, der femten år senere er blevet kendt som Dan Lynge-sagen. Dokumentet fortalte om Rejseholdets tætte samarbejde med den dybt kriminelle Dan Lynge, som få år tidligere havde været et meget krigerisk medlem af Hells Angels.
Men der var – og er! – et problem: Lynge stod til livsvarigt fængsel. Han havde nemlig ikke kun de nævnte attentatplaner på samvittigheden. Også narkoforbrydelser, omfattende brud på våbenloven og en lang række mordforsøg. Tilmed var han den person, politiet i seks år havde jagtet som den tredje gerningsmand til et dobbeltmord på Christiania.
Skulle man straffe sådan en mand – eller indlede et samarbejde? Ifølge loven skulle Dan Lynge naturligvis anholdes og retsforfølges, men på den anden side ville politiet gerne pumpe ham for værdifulde oplysninger om rockermiljøet. Man havde sjældent – måske aldrig – haft en så central kilde fra den lukkede rockerverden, og politiet ønskede derfor, at Dan Lynge skulle forblive på fri fod og hjælpe dem. Man havde allerede døbt ham ‘Guldfuglen’.
Ivar Boye tog personligt ind i Justitsministeriet og afleverede det bemærkelsesværdige notat til sine foresatte. Men hvad han snakkede med dem om, er der i dag ingen, der ved. I hvert fald er der ingen, som ønsker at tale om det.
Til gengælder det en kendsgerning, at justitsmyndighederne – med ministeren i spidsen – umiddelbart efter reagerede meget voldsomt over for den danske rockerscene. Der blev nedsat arbejdsgrupper med politimestre og anklagemyndighedens øverste folk. Den daværende justitsminister, Hans Engell, stillede op i Folketinget og meddelte, at rockerne var organiseret kriminalitet, der skulle bekæmpes. Og på grund af oplysningerne om blandt andet sprængstofplanerne mod landsdommeren – der var suppleret med tilsvarende oplysninger om en statsadvokat, der skulle nakkeskydes – begyndte Politiets Efterretningstjeneste, allerede før 1991 var omme, at overvåge rockergruppen Hells Angels.
Der er således ingen tvivl om, at Dan Lynges entré hos politiet i 1991 kom til at spille en enorm rolle, og at hans eksistens var kendt af mange centrale personer øverst i justitsvæsenet. Det er også en kendsgerning, at den konservative justitsminister Hans Engell brugte rockersagen til at profilere sig selv positivt. Og at det skete, mens Schlüter-regeringen og Justitsministeriet var under hård beskydning på grund af Tamilsagen, der samtidig blev oprullet for åbne døre i Højesteret.
Det er nufire et halvt år siden, at vi som daværende medarbejdere på Ekstra Bladet fik kendskab til Dan Lynge og hans historie. Lige siden har myndighederne haft undersøgelser i gang for at forklare, hvad der egentlig fandt sted. Først via Statsadvokaten for København og siden gennem en kommission, der blev nedsat af justitsminister Lene Espersen i maj 2003. Dens rapport er nu gået i trykken og vil snart blive offentliggjort.
Vi ved ikke, hvad kommissionen er nået frem til, men efter at vi personligt har fulgt samtlige retsmøder i sagen, vil vi tillade os at udtrykke vores bekymring.
Lad os startei foråret 2002, hvor vi sammen med journalisterne Miki Mistrati og Thomas Stokholm, der arbejdede for TV 2, havde fremskaffet de første nagelfaste beviser for, at der havde været et samarbejde mellem den kriminelle rocker og politiet. Vi fortalte dette til vores chefredaktør på Ekstra Bladet, Hans Engell, der ironisk nok er identisk med den tidligere justitsminister.
Dengang vidste vi ikke, hvornår Dan Lynge og politiet indgik deres samarbejde, og hvor omfattende det havde været. Vi vidste kun, at der var sket noget meget underligt.
Hans Engell gjorde os heller ikke klogere. »Det her kan ikke foregå i Danmark«, lød hans kommentar, og han bedyrede, at han aldrig havde hørt om sagen, mens han var landets justitsminister.
Men nu er vi klogere. Alt, hvad vi beskrev i mange artikler og en række tv-udsendelser, har fundet sted. Og mere til. I første omgang lykkedes det kun for os at dokumentere, at der havde været et samarbejde mellem Lynge og menige politifolk. Senere fik vi beviser, der involverede Sjællands daværende statsadvokat, Erik Merlung. Og først efter et år fik vi kendskab til det førnævnte notat, som rigspolitichef Ivar Boye i 1991 havde været i ministeriet for at aflevere.
I vores reportager i Ekstra Bladet skrev vi desuden gennem tre år, at vores chefredaktør, den tidligere justitsminister, intet kendte til sagen. I stedet nævnte vi hans efterfølger, socialdemokraten Erling Olsen, som en mulig mand bag beslutningen om, at Politiets Efterretningstjeneste skulle overvåge rockerne.
Dan Lynge-sagenhandler om mange ting. Nogle så bizarre, at man ikke tror, det passer. Ud over studehandler mellem myndighederne og en kriminel omfatter den blandt andet også tyveri af et rockervåbenlager, politiets ignorering af advarsler om mordforsøg samt gennemførelse af en falsk retssag. Efter at den officielle Dan Lynge-kommission startede sit arbejde, er meget af dette blevet dokumenteret. Herunder at samarbejdet med rockeren var kendt af de ansvarlige i systemet. Det er også blevet fastlagt, at der i stor stil er forsvundet dokumenter om sagen. Førnævnte redegørelse til Ivar Boye eksisterer ikke længere. Ej heller hundredvis af dokumenter m.m., der i 1992-93 var sendt til flere centrale myndigheder.
Når det alligevel er lykkedes at rekonstruere en stor del af materialet, skyldes det udelukkende, at den menige kriminalassistent, der var Dan Lynges faste kontaktperson, gennem hele forløbet gemte sine papirer, politirapporter og ikke mindst en stor samling kassettebånd med afhøringer. Alt det lå i politiassistentens sportstaske og overlevede hermed den tilsyneladende systematiske udrensning, der øjensynligt har fundet sted hos Rejseholdet, Rigspolitiet, anklagemyndigheden og i Justitsministeriet.
Med andre ord en vaskeægte skandale.
Dan Lynge-kommissionen har fået syn for en stor del af ovennævnte på de retsmøder, der siden 2004 er foregået for åbne døre. Hvad er så problemet? Jo, i de år, undersøgelsesretten har siddet, er det i stigende grad kommet til at virke, som om sagen er for stor eller for ubehagelig for de tre jurister i kommissionen. At den måske virker for undergravende over for det system, som de selv er opdraget til at tjene. De har virket ikke-nysgerrige og til tider irriterede over de ting, de har fået at vide. Vi kan tage fejl i denne vurdering, men meget tyder på, at vi ikke gør det.
For selv om kommissionens egne afhøringer dokumenterer, at Dan Lynge blev behandlet på topniveau, virker det, som om dens fokus næsten ensidigt er rettet mod bunden, altså mod de menige politifolk, der var involveret i sagen. Som om kommissionen ikke vil løfte blikket, selv om den har haft unik mulighed for at følge nye spor. Langt større end journalister, der ikke kan kræve hemmelige papirer udleveret eller indkalde folk til afhøring.
Man kan sige, at kommissionen nøjes med at følge den bane, som vi i al vores uvidenhed startede med at beskrive. At den ikke ønsker at rette opmærksomheden mod den kendsgerning, at Dan Lynge i 1991-92 var en højtprioriteret sag for Justitsministeriet. At sagen hermed er i familie med Tamilsagen, der i 1993 kostede en regering livet. Og at den samtidig omfatter mennesker, der endnu besidder nogle af landets højeste poster. F.eks. Rigsadvokaten og hans folk, en højesteretsdommer og Justitsministeriets nuværende ledelse.
Undervejs gennem afhøringerne har det undret mange tilhørere i retten, at Lynge-kommissionens formand, landsdommer Lis Sejr, har taget med fløjlshandsker på de embedsmænd, der mødte op og demonstrerede deres dårlige hukommelse. Hver eneste afhøring har formanden startet med følgende remse: »Vi er klar over, at det, der bliver spurgt til, ligger mange år tilbage i tiden, så du må endelig sige til, hvis der er noget, du ikke kan erindre«.
Det lyder nærmest som en opfordring til at lade tingene forblive ude på ‘glemslens hav’.
Omvendt er nogle af de politifolk, der kun har aldeles perifer tilknytning til forløbet, blevet afhørt så brutalt, at de rystede har forladt deres plads i vidneskranken. I andre tilfælde har kommissionen lyttet med skepsis til jordnære politifolk, der rent faktisk kan huske forløbet.
Og så er der de mange spørgsmål, der ikke er blevet stillet.
I vidneskranken fortalte nuværende politidirektør Hanne Bech Hansen, at hun som PET-chef havde haft møder med Justitsministeriets departementschef. Hun blev ikke spurgt, om hun også havde talt med ministeren om det.
Det gjorde departementschef Michael Lunn heller ikke, da det blev hans tur. Men bagefter fortalte han pressen, at han »naturligvis« havde drøftet det med daværende justitsminister Hans Engell. Departementschefen tilføjede, at han undrede sig over, at han ikke var blevet spurgt.
Hans Engell selv har aldrig været indkaldt som vidne. Måske fordi han fra starten via Ekstra Bladet havde kommunikeret, at han intet kendte til den?
Et halvt år indei afhøringerne tog vi kommissionens formand, landsdommer Lis Sejr, i at gemme et centralt dokument – underskrevet af justitsminister Engell i november 1991! – for sin egen udspørger, advokat Gunnar Homann. Da vi selv gav Homann dokumentet, brugte han det få dage efter til en times uafbrudt afhøring af statsadvokat Erik Merlung (der med sine egne ord havde deponeret sin hukommelse på ovennævnte glemslens hav). Og da vi bagefter spurgte landsdommer Lis Sejr, hvorfor hun havde puttet med papiret, forklarede hun, at hun havde så meget materiale, at hun ikke havde haft tid til at læse det!
Hun slog ud med armene for at illustrere, at hun havde over en halv meter dokumenter, som hun skulle sætte sig ind i. Man tror, det er løgn, men det er det ikke.
Andre eksempler: De to rigsadvokater, som var ansvarlige under Dan Lynge-forløbet, har kun været indkaldt til ganske korte afhøringer, hvor de i store træk er sluppet af sted med at sige, at de ikke kan huske noget som helst. Den ene – nuværende højesteretsdommer Asbjørn Jensen – erkendte dog, at han i sommeren 1992 deltog i et møde med politifolk, som handlede om deres meddeler Dan Lynge og hans involvering i et dobbeltmord på Christiania.
Andre topfolk har kommissionen som nævnt slet ikke ønsket at afhøre. Det gælder f.eks. samtlige de tre justitsministre, der virkede under Dan Lynge-sagen.
Dan Lynge-kommissionen har åbenbart ikke fantasi til at forestille sig, at de øverste ansvarlige i justitsvæsenet ved noget som helst om noget så utraditionelt som en tidligere rocker, der sladrer om sine egne, bliver agent og uden om domstolene benådes for livsvarigt fængsel. Eller også skal de ikke have noget klinket.
Da kommissionen blev nedsat, skulle den være ‘hurtigt arbejdende’, og det blev sagt, at formanden skulle købes fri fra sit normale arbejde i Vestre Landsret. Hurtig har den ikke været, og formanden har ikke arbejdet fuld tid. Og i mellemtiden er langt de fleste af de personer, der trods alt kunne forventes at blive tildelt et ansvar, gået på pension. Det betyder, at de ikke kan røres.
Derfor kræver det desværre ikke den store fantasi at forestille sig, hvor aben bliver placeret, når Lynge-kommissionen nu kommer med sin endelige beretning om den største skandale inden for retsvæsenet i nyere tid.
Formentlig hos politifolk nede på gulvet. Og hos nogle gamle chefer, der er blevet folkepensionister.
Til sidst et parord mere om den tidligere justitsminister og nuværende chefredaktør på Ekstra Bladet. Hans Engell fortalte os som sagt, at sådanne ting ikke kunne finde sted i Danmark, og at han intet kendskab havde til affæren. Dette skrev vi loyalt gennem tre år – selv om vi havde svært ved at tro, han talte sandt. Samtidig fortalte han jovialt på Ekstra Bladets redaktion, at »hvis jeg havde hørt, at rockerne ville sprænge en dommer i luften og skyde en statsadvokat, ville jeg enten have indkaldt regeringens Sikkerhedsudvalg eller sagt det til Karsten Madsen på B.T.«.
Som nævnt er den ansvarlige minister ikke selv blevet indkaldt til at give forklaring. Men i foråret 2005 besvarede han hemmeligt en række spørgsmål på skrift til kommissionen, hvor han indrømmede, at det var ham, der som justitsminister gav Politiets Efterretningstjeneste beføjelser til at overvåge de danske rockere.
Det skyldtes, indrømmede Ekstra Bladets nuværende chefredaktør, oplysningerne om, at rockere havde lagt planer om at sprænge en dommer i luften og skyde en statsadvokat. Altså Dan Lynges oplysninger, som de fremgik af den skrivelse, Ivar Boye i november 1991 afleverede i Justitsministeriet. Det vil sige, at Hans Engell ikke kun var politisk ansvarlig. Han var også personligt ansvarlig, fordi han kendte til sagen og reagerede politisk på den.
Da han langt senere blev chefredaktør på Ekstra Bladet, valgte han gennem tre år at holde sin viden tilbage. I tre år fyldte han sine medarbejdere og avisens læsere med løgn.
Blandt andet derfor valgte vi sidste år at stoppe på bladet.
Tilbage står vi med to spørgsmål, der presser sig på:
Hvordan kanJP/Politiken-koncernen acceptere en situation, hvor en chefredaktør kører dobbeltspil og øjensynligt sammenblander sin avis’ interesser med et ministeriums?
Og hvordan kan Dan Lynge-kommissionen leve med, at den danske befolkning aldrig får at vide, hvor meget deres ledere kendte til de ulovligheder, som blev begået i retssystemet i begyndelsen af halvfemserne?
JEPPE FACIUS
og ANDERS -PETER MATHIASEN

Kronik

About the author

The author didnt add any Information to his profile yet

One Response to “Kronik: Dan Lynge – en sag for ministeren”

  1. jesse says:

    .

    thanks!!…

Leave a Reply to jesse

Cancel Reply